Mac-terminalen, der viser, hvad din agent laver
Claude Code og Codex får en bjælke med deres model, indsats, tilladelsestilstand og tidligere sessioner som menuer i stedet for tekst, der ruller forbi. Hver indstilling er en fil, du kan åbne. Gratis, ingen konto, ingen telemetri, på macOS og Linux.
curl -fsSL https://vobuda.com/install.sh | sh - Gratis, for altid
- Ingen konto
- Ingen telemetri
- Signeret af Apple
- 40 grænsefladesprog
- Aldrig nogen konto
- 25 terminalpaletter
- Ingen telemetri
- 70+ handlinger med Cmd+K
- Signeret og notariseret af Apple
- 227 filtyper med farve
- Gratis, til arbejde og erhverv
- 12 typer overvågningspaneler
- Én linje til installation og opdatering
- 2000+ kontroller før noget udgives
- macOS 10.15+ og Linux
Hvad den bedste terminal til Mac skal kunne nu
Terminaler er enten hurtige og nøgne eller komfortable og lukkede. Ingen af dem lagde mærke til, hvad der faktisk sidder i vinduet hele dagen.
I tyve år var valget ligetil. De hurtige terminaler holder deres konfiguration i filer, du selv ejer, og stopper ved shellen. De komfortable tilføjer paneler og finish, beder så om en konto og lægger din historik på en andens server. Man valgte, hvilken halvdel man kunne leve uden.
Så holdt det, der sad i terminalen hele dagen, op med at være en shell. Det er en agent: Claude Code, Codex, en lokal model. Og en terminal har den forkerte form til det. En agent har en model, et indsatsniveau, en tilladelsestilstand, en sessionshistorik og en tilstand, og alt det ankommer som tekst, der ruller forbi, usynligt i det øjeblik det ruller væk. Man ender med at læse tre skærme for at finde ud af, hvilken af ens tre agenter der venter på en.
Vobuda er det tredje svar, bygget på tre beslutninger og alt, hvad der følger af dem. Alt, hvad programmet ved, er en fil, du kan læse. Hver handling har ét navn, uanset hvordan du når den. Agenten er en førsteklasses borger i vinduet. Rundt om dem gør det det, folk normalt åbner tre programmer mere til, for når et vindue først ved, hvordan det holder en blok, kan det holde alle af dem.
Tre beslutninger, og hele programmet følger af dem
{ "theme": "tokyo-night", "look": "soft", "term": { "font": "JetBrains Mono", "fontSize": 13 }, "window": { "opacity": 0.96, "quakeKey": "cmd+`", "restoreSession": true }, "signals": { "done": { "sound": "Glass" }, "notice": true }} // Save the file. The window redraws. Nothing asks for a restart.{ "name": "Tokyo Night", "light": false, "app.bg": "#21222e", "app.fg": "#c0caf5", "app.accent": "#8db0ff", "term.bg": "#1a1b26", "term.fg": "#c0caf5", "term.cursor": "#7aa2f7", "term.black": "#15161e", "term.red": "#f7768e", "term.green": "#9ece6a", "term.yellow": "#e0af68", "term.blue": "#7aa2f7", "term.magenta": "#bb9af7"} // An excerpt. The whole file has all sixteen terminal colours, the selection and the tab strip.{ "cmd+k": "app.commands", "cmd+d": "block.split", "cmd+shift+d": "block.split-down", "cmd+shift+v": "voice.dictate", "cmd+shift+r": "voice.read", "cmd+shift+2": "block.to-tab:2"} // The macOS menu bar is built from this same file.{ "name": "Essentials only", "panels": [ { "kind": "cpu", "title": "PROCESSOR" }, { "kind": "mem", "title": "MEMORY" }, { "kind": "procs", "title": "PROCESSES", "rows": 10 } ]}Dette er de rigtige filer, i den rigtige mappe. Åbn en, ret en linje, gem den, og vinduet gentegnes, mens det kører.
Hver indstilling er en fil
Ingen database, ingen konto, ingen skjult tilstand. ~/.config/vobuda indeholder læsbar JSON, som overvåges, mens programmet kører: gem filen, og vinduet tegner sig selv om. Temaer, looks, monitor-skins, dock-knapper, agentbeskrivelser, genveje, projekter. Din indstillingsmappe kan være et git-repository, og den gemmes som ét arkiv og genskabes på en anden Mac.
Fem veje til én handling
En knap, en tast, macOS-menulinjen, Cmd+K og kommandolinjen navngiver alle den samme handling i én ordbog. Ikke fem implementeringer, én. Det er derfor, en agent kan omarrangere dit vindue med vobuda do block.split-down, og du kan læse præcis, hvad den gjorde, og derfor kører grænsefladetestene hele programmet gennem dets egen kommandolinje.
Agenten beskriver sig selv
Sessioner kommer fra agentens egne filer. Modeller kommer fra dens egen installation, eller for Codex fra dens egen vælger. Indsatsen kommer fra den model, der er i brug. Claude Codes tilladelsestilstand læses fra dens skærm og ændres ved at trykke på dens egen tast. Intet af det er vores liste over andres modeller, for den liste bliver forældet den dag, en ny model udkommer.
Vibe coding, med kontrollerne lige ved hånden
Hvis du bruger dagen på at give arbejde til en agent og læse, hvad der kommer tilbage, er det her, der ændrer sig.
-
Claude Codes slash-kommandoer, som menu
Dens indbyggede kommandoer, blandt dem /compact, /clear, /model, /effort, /cost, /context, /resume, /rewind, /memory, /agents, /mcp og /status, hver listet med, hvad den gør, på dit eget sprog. En agent tegner sine egne menuer med piletaster, hvor en mus slet ikke kan nå dem. Det her er almindelige dropdowns, tegnet af os, oven på den agent, der kører.
-
Hver eneste skill, denne mappe faktisk har
Grupperet efter, hvor den kommer fra, og talt op: dine egne, dit teams, hvad end et plugin har bragt med. Tres skills fordelt på seks kilder er en liste, du kan kigge igennem, i stedet for et navn, du skal huske. Claude Codes skills kommer fra ~/.claude/skills og den tilsvarende mappe inde i projektet.
-
Tidligere sessioner efter deres første linje
Læst fra agentens egne filer, med tidspunktet for hver enkelt. New starter en ny, continue tager fat, hvor den sidste slap, og enhver ældre session åbnes ud fra sin første sætning, som er den måde, et menneske faktisk husker en samtale på.
-
De modeller, din konto kan bruge
Opus med million-token-konteksten, de modeller Claude Code sidst hørte, at din konto kan bruge, derefter Sonnet og Haiku, hver med de indsatsniveauer, den understøtter. Begge knapper viser værdien i stedet for ordet model, fordi den læses fra agentens egen statuslinje, og en antagelse fra vores side ville være forældet i det øjeblik, du ændrer den inde i agenten.
-
Hvad den må gøre uden at spørge
Claude Codes tilstande: beslutte selv, acceptere rettelser, spørge før hvert trin, kun planlægge. Læst fra dens egen skærm og skiftet ved at trykke på dens egen tast lige så mange gange, som det kræver, i stedet for at være en indstilling fra os, der stille kunne afvige fra sandheden.
Alt, den kan gøre, i én liste
Med så mange handlinger er det meste af et program i praksis skjult. Cmd+K er den vej, der svarer på “hvad kan det” i stedet for “gør dette”.
-
Den lærer dig tasterne i stedet for at erstatte dem
Hver linje viser sin egen genvej. Den, der griber fat i listen to gange for den samme handling, har lært tasten tredje gang.
-
Det er ikke en femte ordbog
Hver linje kører en handling ved navn, præcis som en knap, en tast, menulinjen og kommandolinjen gør. Et tjek holder den tabel, den tegner op mod kernens liste i begge retninger: en handling, der findes, men ikke tilbydes der, får buildet til at fejle.
-
Det samme sæt driver testene
Grænsefladetestene kører hele programmet gennem den ordbog frem for gennem en privat krog. Det er derfor, kommandolinjen kan stoles på, og derfor en agent kan omarrangere dit vindue, og du kan læse præcis, hvad den gjorde.
De samme navne virker helt uden et vindue
Hver handling har et navn, og navnet er hele grænsefladen. En tast, en knap, menulinjen, kommandolisten og kommandolinjen når frem til den samme ordbog, så alt, du kan gøre i hånden, kan skrives ned.
-
Ingen port, intet at konfigurere
Kommandolinjen lægger én lille fil i indstillingsmappen, og vinduet samler den op. Der er ingen port at åbne og intet at konfigurere, før den første kommando virker.
-
Hvorfor en agent kan styre den
Claude Code, der kører i en blok, kan opdele dit vindue, skifte tema, åbne en fil ved siden af sig selv og fortælle dig, hvad den gjorde, ved brug af de samme navne, du selv ville have skrevet. Den har ikke brug for en privilegeret krog, for der findes ingen.
-
Og hvorfor vinduet kan svare på spørgsmål
Skrevet i en vilkårlig vobuda-blok udskriver
vobuda state, hvad der faktisk er åbent, som JSON: fanerne, blokkene i dem og hvad der kører i hver, og temaet. Et script, der vil sætte din morgenopsætning tilbage, læser det og afspiller det.
~/dev/vobuda❯vobuda state
{"tabs": [{ "title": "site", "blocks": [{ "agent": "claude", "cwd": "/Users/you/site" }] }], "theme": "tokyo-night", …}
~/dev/vobuda❯vobuda do block.split-down
# the same name the key presses and the menu bar item
~/dev/vobuda❯vobuda theme catppuccin-mocha
# the window redraws; the file it read is yours to edit
~/dev/vobuda❯vobuda where
/Users/you/.config/vobuda
~/dev/vobuda❯Hvad der sker, når du ikke kigger
Mens du var væk
Hver gang en agent stopper, gemmes én linje: hvilken blok, hvad den blev bedt om, hvornår den var færdig, hvor lang tid det tog. Grupperet efter blok, nyeste først, med en markering ned langs kanten af det, du ikke har set. Anmodningen læses af agentens egen skærm og efterlades tom, når den ikke kan læses, for et gæt i et referat er værre end et hul. Der gemmes halvtreds pr. vindue, så “mens jeg var væk” også dækker “mens jeg sov”.
En brugsgrænse, og en Mac der vil sove
Når Claude Code stopper på en brugsgrænse og ikke selv er begyndt at vente, tilbyder bjælken én knap, der åbner Claude Codes eget menupunkt for grænsen, hvor det er dit valg at vente og fortsætte. Vobuda sender ikke noget af sig selv. Uafhængigt af det kan du holde Mac'en vågen i et tidsrum, du vælger, fra en halv time til tolv timer, fra indstillingerne eller med én handling, og et badge på fanelisten viser, at den holdes, og lader den gå.
Signaler du kan handle på
En agent, der er færdig, eller som venter på tilladelse, lader et mærke på sin fane pulsere, afspiller en lyd, du har valgt, og sender en systembesked, når Vobuda ikke er det forreste vindue. Det ryddes ved din første handling i vinduet, et klik, en tast eller et scroll, ikke bare fordi markøren passerer hen over mærket.
Slip et screenshot på den
Træk en fil ud af Finder og hen på en blok, og dens sti skrives der, i anførselstegn og klar til at køre. Slip et screenshot eller et hvilket som helst billede på den blok, hvor agenten kører, og agenten får billedet, som er præcis den måde, Claude Code og Codex ønsker at få et overrakt på. Træk det direkte fra miniaturebilledet i hjørnet af skærmen; intet skal gemmes først.
En systemmonitor, i det samme vindue
Tolv slags paneler, og hvilke af dem du ser, er en fil, ikke en skærm nogen har designet én gang for alle.
-
Tallene er ærlige om sig selv
En værdi, systemet estimerer frem for måler, tegnes med en tilde, og manglende hardware giver en manglende værdi frem for et nul. En maskine uden en selvstændig GPU får ikke et GPU-panel, der viser nul procent.
-
Begge adresser, med en kopiér-knap på hver
Panelet nævner først den adresse, internettet ser, og under den den, denne maskine har på sit eget netværk. Det spørger kun, mens panelet er på skærmen, cirka hvert tiende minut, eller hvert tredivte sekund, mens ingen adresse er kendt endnu, og forespørgslen indeholder intet om maskinen.
-
Arrangeret ved at trække
Monitorens paneler, dockens knapper og agentbjælkens dele samles alle op og lægges, hvor de skal, med den samme bevægelse, og en række samles op ved grebet i venstre side, så et træk aldrig stjæler et ord, du havde tænkt dig at markere.
Hvad der forlader din maskine
Næsten intet, og hver af disse ting fortjener at blive nævnt ligeud frem for gemt væk i en politik.
| Hvad | Hvor det går hen |
|---|---|
| Din tale | Genkendes på maskinen af systemets eget framework, hvor genkendelse på selve enheden kræves frem for foretrækkes. Et sprog, der ville kræve netværket, afvises, med vejledning i at installere det lokalt. |
| Dine filer, indstillinger og historik | Forlader maskinen. Der er ingen konto og ingen synkronisering fra os. Den ene kopi, der forlader maskinen, er kopien af indstillingerne, som en Mac holder i iCloud Drive, slået til som standard, gennem Apple, med én kontakt til at slå den fra. |
| Fejl | Registreres hvor de opstår, renses før de skrives, og sendes ingen steder, før du slår det til. Så højst én gang om dagen til vores modtager, med et tilfældigt tal for denne maskine og aldrig med dens navn. |
| Én gang om dagen | Om vobuda har en nyere version, fra vobuda.com eller GitHub; om Claude Code og Codex har, fra npm; og tilføjelseskataloget. |
| Adressepanelet | Mens det er på skærmen, cirka én forespørgsel hvert tiende minut om hvilken adresse internettet ser. |
De sidste to indeholder intet om dig eller maskinen. Én forespørgsel mere, på en Mac med Claude Code hvert femte minut, mens en kontrolbjælke er på skærmen, spørger Anthropic om din kontos grænser med det login, Claude Code opbevarer i din nøglering; tokenet går kun til Anthropic. Der er ingen analyse og ingen brugsrapport, ikke som en indstilling du kan slå fra, men som kode der slet ikke findes. Privatlivssiden lister hver forespørgsel.
En Mac-terminal, hvor alle indstillinger ligger i en fil
Indbyggede temaer ligger inde i selve programfilen, og indstillingsmappen tilsidesætter dem, så en opdatering bringer nye farver uden at overskrive noget, du har redigeret. Femogtyve terminalpaletter følger med, to af dem lavet til nedsat farvesyn og tjekket af en test, der simulerer tre former for det, før de sendes ud. Temavælgeren angiver kontrasten på det tema, du vælger, og hvor adskillelige dets farver er for en farveblind læser, for et tema, der ikke kan læses, er ikke et tema.
Niogtyve vindues-looks bestemmer vinduets form frem for dets farver: hjørner, skygger, panelfarver, gennemsigtighed, og om docken overhovedet tegnes. Lav dit eget med en knap, ud fra det look, der er i brug, og det bliver til en fil i din looks-mappe som enhver anden. Alt, et look maler, giver det næste look tilbage, for en farve, du ikke kan tage af igen, er en farve, ingen burde kunne sætte på.
Intet beder om en genstart. Nogensinde. Indstillingsmappen overvåges, og det omfatter nu de to ting, kernen ejer, macOS-menulinjen og den globale tast for rullegardin-vinduet. Et tjek læser hvert eneste hint i indstillingsskærmen og får buildet til at fejle på ordet genstart.
En fil åbner ved siden af shellen
En sti dukker op i outputtet, to linjer skal ændres, og indtil nu betød det at skifte til en editor og komme tilbage med shellens kontekst tabt.
-
At gemme er en bevidst handling
Intet skrives, før du trykker Cmd+S. En editor, der skriver, mens du taster, er fint i en notesapp og skidt ved siden af en shell, der kører.
-
Afvisningerne betyder lige så meget som skrivningen
En fil, der er ændret på disken siden den blev åbnet, bliver ikke overskrevet. En binærfil vises ikke som forvansket tekst. En mappe åbnes slet ikke, og lukning af en redigeret fil spørger først.
-
At finde en fil
Søg efter navn under den mappe, du står i, og hvert resultat viser, hvilke to mapper det ligger i, for et navn alene kan ikke skelne to index.ts fra hinanden. Den springer node_modules, .git og lignende over og gør slet ingenting under to bogstaver.
Farve, du faktisk kan læse
Femogtyve paletter, niogtyve vindues-looks og en vælger, der fortæller dig sandheden om begge.
-
To paletter lavet til nedsat farvesyn
Tjekket af en test, der simulerer tre former for det, før de sendes ud. Et tema, der ikke kan læses, er ikke et tema.
-
Et look, du selv laver
Start ud fra det look, der er i brug, rediger dets farver direkte i sektionen, og det bliver til en fil i din looks-mappe som enhver anden. Alt, et look maler, giver det næste look tilbage.
-
Intet beder om en genstart
Nogensinde. Indstillingsmappen overvåges, herunder macOS-menulinjen og rullegardin-vinduets globale tast, som kernen ejer. Et tjek læser hvert eneste hint i indstillingsskærmen og får buildet til at fejle på ordet genstart.
Og alt det andet, et vindue skal kunne rumme
En blok er en blok. Når vinduet først ved, hvordan det holder en, kan det holde alle. Det, der er for stort til at tilhøre alle, kommer som en tilføjelse fra vobudas eget katalog, installeret og fjernet i sin helhed med ét tryk: Design, til at pege på en levende side og sige, hvad der skal ændres, og Direktør, en manager, der holder et møde, hyrer de agenter, en opgave kræver, og rækker dig resultatet.
En åben fil ved siden af shellen
Farvelægning til 227 filtyper, hentet fra terminalens eget tema, så en åben fil ser ud som om den hører til ved siden af den shell, der navngav den. Søgning på tværs af hele projektet, en fil åbnet ved at skrive en del af dens navn, flere markører. Intet skrives, før Cmd+S, en fil ændret på disken under dig bliver ikke overskrevet, og en binærfil afvises frem for at blive vist som støj.
Alt, den kan gøre, i én liste
Cmd+K åbner hver handling som en liste, du kan skrive i. Bogstaverne matcher i rækkefølge, så “spld” finder “Split down”, og hver linje viser sin egen genvej, og det er dér, man lærer tasterne. Et tjek holder den liste op mod kernens ordbog i begge retninger: en handling, der findes og ikke tilbydes der, får buildet til at fejle.
Et quake-vindue
Sæt én global tast, og terminalen falder ned fra toppen af skærmen; den samme tast skjuler den og giver fokus tilbage til det sted, du kaldte den fra. Ingen tast er sat, før du vælger en.
En webside som en blok
En side åbner i layoutet som alt andet, med sin egen adresselinje, bogmærker og startside, og den kommer tilbage sammen med sessionen. Hvor en agents browser åbner, bestemmer du selv.
Læs svaret op
På en Mac læser Cmd+Shift+R agentens seneste svar højt gennem systemets egne stemmer. Det, der læses, er svaret, ikke skærmen: rammeværket, spinneren og hintlinjen springes over, en sti bliver til sit filnavn, og oplæsningen stopper ved den kommando, der frembragte svaret.
Projekter
Et projekt er et vindue med sine egne faner, sin egen mappe, sit eget tema og sin egen dock, opbevaret som en fil i mappen workspaces og åbnet fra indstillingerne, menuen eller kommandolinjen.
På et øjeblik
- Platform
- macOS 10.15 og nyere, én pakke til Apple silicon og én til Intel, og installationslinjen vælger den rigtige; Linux som en .deb eller en AppImage til Intel/AMD og ARM
- Pris
- Gratis, til både personligt og kommercielt brug
- Konto
- Ingen
- Bygget på
- Rust, Tauri 2, React 19, xterm.js, som standard tegnet som tekst med GPU-rendering som mulighed
- Indstillinger
- Læsbar JSON i ~/.config/vobuda, genindlæses live, i ti afsnit med en søgning over hver indstilling
- Grænseflade
- 40 sprog, højre-mod-venstre inklusive, hver med sin egen guide
- Temaer
- 25 terminalpaletter, 29 vindues-looks, egne monitor-skins
- Installation
- På en Mac én linje, uden adgangskode på en frisk Mac; på Linux en .deb eller en AppImage
- Signatur
- Apple Developer ID, notariseret, med billetten hæftet fast på pakken
- Kildekode
- Ikke offentliggjort. Se licensen
Spørgsmål folk stiller, før de installerer den
Er Vobuda gratis?
Ja, og det gælder både kommercielt og personligt brug. Der er ingen prøveperiode, intet betalt niveau og ingen konto, du skal oprette. Det, licensen ikke tillader, er at give programmet videre: distribuere en kopi, sælge det, tilbyde det som en tjeneste eller skille det ad.
Er Vobuda open source?
Nej. Det er gratis og lukket kildekode: det, der udleveres, er buildet, og kildekoden er ikke offentliggjort. Det offentlige repository indeholder README, changelog, licensen og figurerne på denne side.
Vil macOS advare mig, når jeg åbner den?
Nej. Buildet er signeret med et Apple Developer ID og notariseret, og billetten er hæftet fast på installationsprogrammet, så en Mac, der aldrig har set den før, åbner den uden et ord. Tidligere versioner var signeret med vores eget certifikat og gav en advarsel; det stoppede med 0.1.1.
Virker den på Intel-Mac'er?
Ja. Der er én pakke til Apple silicon og én til Intel, installationslinjen vælger selv den rigtige, og minimumskravet er macOS 10.15.
Skal jeg have Claude Code eller Codex for at bruge den?
Nej. Det er først og fremmest en terminal: efter to korte spørgsmål ved første start åbner det med én shell-blok og intet andet. Kontrolbjælken dukker op, når en agent kører i en blok, og aldrig før.
Hvilken terminal fungerer bedst med Claude Code?
Spørgsmålet handler egentlig om, hvad en terminal gør med en agents tilstand. Vobuda læser Claude Codes egne sessioner, skills, modeller, indsatsniveauer og tilladelsestilstand og lægger dem på en bjælke over blokken, så intet af det skal skrives eller huskes. Intet bliver proxyet, og intet bliver genimplementeret: under det hele er det den rigtige Claude Code med dine skills, din hukommelse og dine tilladelser.
Findes der en Linux- eller Windows-version?
Linux, ja. Downloadsiden har en .deb og en AppImage til Intel/AMD- og ARM-maskiner, til Ubuntu 22.04+, Debian 12+, Fedora 36+ og openSUSE Leap 15.6+. Diktering og oplæsning findes kun på macOS. Der er ingen Windows-udgave, og heller ingen dato at give for en.
Hvad sender den over netværket?
Én gang om dagen spørger det, om vobuda, Claude Code og Codex har nyere versioner, og henter tilføjelseskataloget. Mens adressepanelet er på skærmen, spørger det, hvilken adresse internettet ser. På en Mac med Claude Code spørger det, mens en kontrolbjælke er på skærmen, hvert femte minut Anthropic om din kontos grænser med Claude Codes eget login. Fejlrapporter sendes kun, hvis du slår dem til. Der er ingen analyse og ingen brugsrapport, og privatlivssiden lister hver forespørgsel.
Én linje installerer den, og den samme linje opdaterer den
Ingen konto, intet login, intet at konfigurere, før den virker. Eller hent den signerede pakke og dobbeltklik på den.
curl -fsSL https://vobuda.com/install.sh | sh