Claude Code, med en kontrolbjælke i stedet for en scrollback
Den rigtige Claude Code, med dine skills, din hukommelse og dine tilladelser, som kører i en blok i vinduet. Ovenover er alt det, den ved om sig selv, tegnet som menuer en mus kan bruge.
Hvorfor en Claude Code desktop-app er en dårlig idé, og hvad man bør bygge i stedet
Med få ugers mellemrum starter nogen et Claude Code desktop-app-projekt: et chatvindue med sin egen klient, sit eget sessionslager og sin egen liste over modeller. Det virker i en måned. Så udgiver Anthropic en model, ændrer et flag, flytter hvor sessioner gemmes, og appen tager selvsikkert fejl om et program, der ligger lige der på den samme disk.
Vobuda vælger den anden vej: genimplementer ikke agenten, kobl dig på den. Under bjælken kører den faktiske claude-fil, du selv har installeret, med dine skills, din hukommelse, dine MCP-servere og dine tilladelser. Intet proxes. Intet genimplementeres. Det, vi tilføjer, er den del en terminal ikke kan: at læse agentens tilstand ud af dens egne filer og skærm, og placere den, hvor en mus kan nå den.
Det er forskellen på en Claude Code-GUI, der bliver forældet, og en, der ikke kan blive det. En model, der udgives i morgen, dukker op i menuen, så snart Claude Code har hørt om den, og intet her skal ændres.
Alt på bjælken kommer fra agenten under den
-
Claude Codes slash-kommandoer, som menuer
Dens indbyggede kommandoer, blandt dem /compact, /clear, /model, /effort, /cost, /context, /resume, /rewind, /memory, /agents, /mcp og /status, hver listet med, hvad den gør, på dit eget sprog. En agent tegner sine egne menuer med piletaster, hvor en mus slet ikke kan nå dem.
-
Claude Code-skills, grupperet og talt op
Alle de skills, denne mappe faktisk har, grupperet efter, hvor de kommer fra: dine egne fra ~/.claude/skills, projektets fra den tilsvarende mappe i det, dit teams, og alt hvad et plugin har bragt med. Tres skills fra seks kilder er en liste, du kan kigge igennem, i stedet for et navn, du skal huske.
-
Sessioner, sorteret efter deres første linje
Læst fra ~/.claude/projects, med tidspunktet for hver session. Ny starter en, fortsæt sender Claude Codes eget --continue, og en ældre åbnes med --resume og dens id. Du vælger en samtale efter dens første sætning, hvilket er, hvordan man faktisk husker en.
-
Modellen, og indsatsen ved siden af
Claude Codes modelliste kommer fra dens egen fil, som er den ærlige kilde, afstemt med de grænser, din konto nævner: Opus med million-token-konteksten først, Sonnet og Haiku til sidst. Knappen viser værdien i stedet for ordet model: Opus 5.5 med høj indsats, læst fra agentens egen statuslinje. Og før skærmen har sagt noget som helst, viser knappen, hvad Claude Codes eget settings.json siger, den vil starte med.
-
Plan mode og resten af adgangstilstandene
Claude Codes tilstande: beslutte selv, acceptere rettelser, spørge før hvert trin, kun planlægge. Læst fra dens egen skærm og skiftet ved at trykke på dens egen tast lige så mange gange, som det kræver, i stedet for en indstilling fra os, der kunne stå i modstrid med, hvad agenten rent faktisk gør.
Tre agenter, og at vide hvilken en der venter
Et badge siger, at der er sket noget. Det siger ikke hvad, og når du kigger, har skærmen allerede rullet forbi det.
Mens du var væk
Hver gang en agent går fra at arbejde til at vente, gemmer vinduet én linje: hvilken blok, hvilken agent, hvad den blev bedt om, hvornår den stoppede, og hvor lang tid det tog. Agentpanelet viser dem grupperet efter blok, nyeste først, med en markering langs venstre kant på dem, du ikke har set. Et klik på en linje går til den blok.
Et hul frem for et gæt
Forespørgslen læses fra agentens egen skærm ud fra formen på dens inputlinje, aldrig ud fra et ord i den, fordi en agents grænseflade ændrer sig med hver udgivelse. Når den ikke kan læses, beholder linjen tidspunktet og varigheden og lader forespørgslen stå tom. Et forløb på under fem sekunder uden nogen forespørgsel gemmes ikke: det er agenten, der tænker over et tastetryk, og at registrere dem begraver de tre linjer, der betyder noget.
Når brugsgrænsen kommer
Claude Code kan vente en brugsgrænse ud af sig selv og fortsætte, når den er væk. Har den ikke startet den ventetid, viser bjælken én knap, der åbner Claude Codes eget menupunkt for grænsen, og valget er dit. Vobuda sender ikke noget af sig selv. Skal arbejdet fortsætte, mens du er væk, kan du holde Mac'en vågen i et tidsrum, du vælger, fra en halv time til tolv timer, i Indstillinger, Agenter.
Signaler der forsvinder, når du handler
Et badge pulserer på fanen, en lyd du har valgt afspilles, og en systembesked dukker op, når Vobuda ikke er vinduet forrest. Stille når det er: en besked om noget, der allerede er på skærmen, er det, der lærer folk at slå beskeder fra. Den forsvinder ved din første handling i vinduet, et klik, en tast eller et scroll.
Vibe coding uden at miste tråden
Sådan arbejder folk faktisk med en agent nu: en løkke, beskriv, se, ret, beskriv igen, og kør tre af de løkker samtidig på tværs af tre projekter. Løkken er fin. Det, der bryder sammen, er bogføringen omkring den.
Du mister overblikket over, hvilken model hver blok kører, fordi du skiftede en for en time siden inde i agenten, og vinduet aldrig fik det at vide. Du mister overblikket over, hvilken af de tre der venter på tilladelse, fordi alle tre badges ser ens ud. Du mister den session, du var i går, fordi at finde den betyder at huske et navn frem for en sætning. Og du mister det screenshot, du ville give den, fordi at gemme en fil og skrive dens sti er fire trin midt i en tanke.
Hvert eneste af dem er en stump tilstand, agenten allerede kender, og terminalen allerede har smidt væk. At læse den tilbage og tegne den er hele funktionen. Træk screenshottet direkte fra miniaturebilledet i hjørnet af skærmen over på blokken, hvor agenten kører, og agenten får billedet: samme vej som en sti tager, hvilket er præcis, hvordan Claude Code ønsker at få det overrakt.
Hvad der læses, og hvor det læses fra
Intet på denne liste er en værdi, vi gemmer, bortset fra beskrivelserne af slash-kommandoerne. Hver enkelt hentes i det øjeblik, den vises.
| På bjælken | Læst fra |
|---|---|
| Tidligere sessioner | ~/.claude/projects, med hver sessions første linje og tidspunkt |
| Skills | ~/.claude/skills og den tilsvarende mappe inde i projektet, grupperet efter kilde |
| Slash-kommandoer | Claude Codes indbyggede kommandoer, hver beskrevet af os på dit sprog |
| Modelliste | Claude Codes egen fil, skrevet efter hvad dens server fortæller den, og din kontos grænser |
| Indsatsniveauer | Den model, der er i brug |
| Nuværende model og indsats | Agentens egen statuslinje, med dens settings.json som svar, før skærmen siger noget |
| Tilladelsestilstand | Claude Codes egen skærm, og ændret ved at trykke på dens egen tast |
| Fortsæt | Agentens eget deklarerede flag: --continue for Claude Code, resume --last for Codex |
En agent er en JSON-beskrivelse i agents.json, genkendt ud fra, hvordan dens proces ser ud, så at tilføje en kræver ingen kode. En agent, der ikke deklarerer et fortsæt-flag, får ikke knappen.
Denne del var oprindeligt en fejl. Vinduet leverede én modelliste og ét fortsæt-flag, skrevet dengang der var én agent, og forblev globalt, da der blev tre, så det at åbne en Codex-blok tilbød Opus, Sonnet og Haiku, og et tryk på fortsæt sendte codex --continue, som Codex besvarer med en brugsfejl. Nu hører alt, der læses fra et program, til det program og hentes kun derfra. Codex' modelliste er slet ikke vores længere: Menuen åbner Codex' egen vælger, læser de rækker den viser og trykker på den, du valgte, med hver models egne niveauer.
Claude Code i Vobuda, i detaljer
Er det en Claude Code-GUI eller en wrapper?
Ingen af delene. Den rigtige Claude Code kører i en terminalblok, og Vobuda tegner en kontrolbjælke ovenover ud fra, hvad den installation selv siger om sig selv. Dine skills, din hukommelse, dine MCP-servere og dine tilladelser er dem, du allerede har. Der er ingen klient fra os mellem dig og agenten.
Hvordan ser jeg tidligere Claude Code-sessioner?
Sessionsmenuen på bjælken viser dem efter første linje og tidspunkt, læst fra ~/.claude/projects. At åbne en kører Claude Codes eget --resume med det pågældende sessions-id. Fortsæt kører dens eget --continue.
Kan jeg skifte Claude Code-modellen uden at skrive?
Ja. Modelknappen viser den model, der er i brug, og åbner de modeller, Claude Codes egen fil siger din konto kan bruge, med Opus med million-token-konteksten først og derefter Sonnet og Haiku. Indsatsknappen ved siden af viser niveauet og tilbyder det, den aktive model understøtter. Begge bliver ved med at læse agentens statuslinje, så et modelskift inde i agenten opdaterer knapperne i stedet for at lade dem stå forkerte.
Viser den Claude Code-skills?
Den lister alle de skills, mappen faktisk har, grupperet efter, hvor de kommer fra, og talt op, så du kan kigge dem igennem i stedet for at huske et navn. Den læser mapperne; den installerer, udgiver eller hoster ikke noget.
Kan jeg køre Claude Code og Codex på samme tid?
Ja, i to blokke i samme vindue eller i to faner, hver med sin egen bjælke, der læser sin egen agent. Se hvordan de to adskiller sig i praksis på sammenligningssiden.
Hvad med lokale modeller?
En lokal model gennem Ollama er en indgang i agents.json og kræver ingen kode, hvilket er præcis, hvad det er godt for, at en agent er en JSON-beskrivelse.
Kan Vobuda se mine samtaler?
Den læser agentens egne filer på din disk for at tegne menuerne, og dine samtaler går ingen steder gennem os. Den ene forespørgsel, den stiller om din Claude-konto, gælder dine brugsgrænser: Så længe en bjælke er på skærmen, spørger den Anthropic hvert femte minut med det login, Claude Code opbevarer i din nøglering, og tokenet går kun til Anthropic. Der er ingen konto hos os og ingen server fra os imellem.
Sæt en bjælke på den agent, du allerede kører
Gratis, ingen konto, og agenten nedenunder er den, du selv installerede.
curl -fsSL https://vobuda.com/install.sh | sh